SF - SYDDJURS   -  lidt skarpere

 

  FORSIDE

  BESTYRELSEN 

  BYRÅD

  POLITIK

  LÆSERBREVE

  PRESSEMEDDELELSER

  SFOF

  SFU

  DEBAT

  INDMELDELSE

LÆSERBREVE:

Ambitiøse klimamål med en snert af malurt

 

Af Kim Lykke Jensen, byrådsmedlem for SF.

 

Hvad det nok er gået manges næser forbi, var seneste byrådsmøde en meget vigtig dag for klimaet i Syddjurs Kommune.

 

Ikke alene blev kommunens nye klimaplan vedtaget, men endnu mere vigtigt besluttede byrådet at tilslutte sig EU´s borgmesterpagt. Desuden besluttede vi os for at indgå en klimapartnerskabsaftale med energiselskabet NRGi med henblik på at identificere klimaforbedrende og energibesparende tiltag i kommunen.

 

Det bringer Syddjurs Kommune helt i top i forhold til en ambitiøs målsætning for udledningen af CO2, hvis man medregner de tidligere vedtagne initiativer og den kommende varmeplan.

I forhold til EU´s borgmesterpagt forpligter vi os til at gå længere end EU´s klimamål. Det betyder, at vi skal reducere vores CO2 udledning med mere end 20 % inden 2020. Som konsekvens deraf forpligter kommunen sig til at lave et detaljeret CO2-regnskab, udarbejde en handlingsplan for bæredygtig energi, og arrangere lokale energidage for at øge borgernes bevidsthed om bæredygtig udvikling og energieffektivitet. Til gengæld får kommunen mulighed for at opnå en andel af EU’s mange energi- og klimastøtteordninger til at få ført målsætningerne ud i livet. Men samtidig forpligter kommunen sig også til at afsætte medarbejderressourcer til klimaarbejdet.

 

Det var så der, det begyndte at halte med den politiske velvilje.

 

Kun SF, en enkelt socialdemokrat og en radikal var indstillet på at ansætte en klimakoordinator til at varetage indsatsen i forbindelse med kommunens klimaplan og borgmesterpagten. Det på trods af, at pengene til klimakoordinatoren allerede var fundet indenfor områdets budget, og at klimakoordinatoren formentlig hurtigt ville kunne tjene sin løn hjem i form af støttekronerne fra EU.

 

Den manglende vilje er vi i SF totalt uforstående overfor. Ikke mindst undrer vi os over at de byrådsmedlemmer, der gang på gang kræver øget effektivitet i afdelingen, ikke har problemer med at fylde yderligere krævende opgaver oven i de hårdt pressede miljø-medarbejdernes arbejdsbyrde. Man vil gerne profilere sig, men man vil ikke betale regningen.

Når det er sagt, er vi naturligvis mere end tilfredse med, at vi nu både har tilsluttet os borgmesterpagten, indgået en klimapartnerskabsaftale med NRGi, tilsluttet os Danmarks Naturfredningsforenings Klimakommuneaftale, er på vej med en ambitiøs varmeplan og er sindet til at etablere et klimapanel, der forhåbentligt kommer til at sikre en stærk borgerinddragelse på det meget vigtige område. Det er nu vores håb, at byrådet vil være med til at finde ressourcerne til klimaindsatsen i forbindelse med den kommende budgetlægning.

 

Sker det vil Syddjurs Kommune, om få år, formentlig være blandt de kommuner i landet, der har den laveste CO2-udledning pr. borger. Og det kunne vi være stolte af.

SF bakker op om Maltfabrikken 

Af SF´s byrådsgruppe i Syddjurs:

På det seneste byrådsmøde stemte et snævert flertal for at droppe et kommunalt engagement i forbindelse med Maltfabrikken. Det er vi i SF rigtig kede af.

Ifølge folkene bag Ny Malt vil det nemlig blive meget svært at skaffe fondsmidler og anden ekstern finansiering, når kommunen ikke bakker op om projektet.

På byrådsmødet stod det klart, at et flertal med tyngden i Venstres 9 mands store gruppe ikke var til sinds at støtte op om Maltfabrikkens bevarelse, hverken økonomisk eller moralsk. Det undrer os at Venstre, der taler så meget om erhvervs- og vækstfremme, nu vender tommelfingeren ned for et af de mest visionære kultur- turisme- og erhvervsprojekter som kommunen nogensinde har set. Den nye maltfabrik ville kunne blive en vækstdynamo uden lige. Maltfabrikken vil kunne skaffe store eksterne midler til området og være med til at skabe et helt unikt miljø i og omkring de spændende bygninger.

Kulturarvsstyrelsen har tidligere udtrykt deres håb om, at maltfabrikken vil blive bevaret. Det håber vi også på. I Syddjurs har vi ikke ret mange bygningsværker, der rummer sjælen fra arbejder- og industrikulturens storhedstid. Derfor ville det være en skam, hvis de historistiske bygninger forsvandt – og lige så slemt, hvis bygningerne kom til at henligge som en misligholdt ruin i mange år frem.

Fra SF´s side vil vi meget gerne udtrykke vores store ros og opbakning til ildsjælene i Ny Malt for deres kæmpemæssige arbejde for at få Maltfabrikken reddet, med respekt for stedets egenart og historie og samtidig skabt visionerne for et dynamisk vækstmiljø, der har et uanet potentiale.

Vi håber inderligt på, at Ny Malt projektet bliver en realitet på trods af et snævert flertals manglende opbakning.

Virkelighedsflugt fra Wistoft

Af Eigil Holm Nielsen, medlem af SF

Claus Wistoft udbreder sig i lokalaviserne om forløbet af konstitueringsforhandlingerne og den førte politik i byrådet, og hvad han håber det næste kommunevalg vil bringe.
Der er dog kun en af tingene der passer til virkeligheden, og det er, at Claus Wistoft gerne vil være borgmester.
Virkelighedsflugten slår sig rigtigt løs vedr. valget af Kirstine Bille som borgmester.
Det hele startede jo med at Claus Wistoft, sammen med S og C lukkede sig inde og i hemmelighed lavede en aftale med Claus Wistoft som borgmester, og ingen forhandlinger med byrådets øvrige partier.
Men aftalen lavet med lukkethed og huj og hast holdt heldigvis ikke. Havde S, SF og R mødtes på valgnatten som aftalt, så havde oplægget været en S borgmester og forhandlinger med alle byrådets partier.
Claus Wistoft havde intet at gøre med, at det ikke blev Jesper Mathiesen, men Kirstine Bille, der blev borgmester. S, SF og R flertallet sikrede denne aftale, resten af konstituerings-forhandlingerne blev forhandlet på plads mellem alle byrådets partier i fuld åbenhed.. Det var jo ikke det, der lige var Claus Wistofts plan.
Den fri fantasi florerer når Claus Wistofts siger, at der føres borgerlig politik i denne byrådsperiode. Nej der føres Sund Fornuft politik.
Første mål var, at økonomien skulle i balance. Dernæst skulle medarbejdere og borgere inddrages i et hidtil uhørt omfang i det politiske arbejde, og byrådsarbejdet skulle foregå i så bred enighed som muligt.
Resultatet er: 2 budgetforlig vedtaget af næsten hele byrådet, en stor indsats og bidrag fra borgere og ansatte, der har givet mulighed for at omlægge den kommunale service bedre og billigere. I dag er der styr på budgettet, kommunen er ikke mere under administration. Vi er nu herre i eget hus.
Nej, Claus Wistoft, ren Venstre politik er jo lukkethed, hemmelighedskræmmeri, krav om lønnedgang for alle kommunale ansatte, men I kan jo heldigvis også samarbejde, når I bliver tvunget til det.
Jeg glæder mig til det kommende kommunevalg, og håber, at dem der graver en grav for andre, falder i den selv.

Indlevelse skaber udvikling

Af Thea Hansen, byrådsmedlem SF Syddjurs:

Dette er overskriften for en analyse fra BDO, som handler om Syddjurs kommunes BTP-( BrugerTidsProcent), (tidligere AnsigtTilAnsigt) måling i hjemmeplejen. I udvalget for sundhed-, ældre- og social er vi lige blevet præsenteret for den. Kort fortalt handler analysen om, hvor mange procent vores medarbejdere i kommunen bruger på diverse opgaver inden for hvert område. Denne analyse handler altså om, hvordan vores medarbejdere i hjemmeplejen klarer deres arbejde i hverdagen i procenter.

Årsagen til at jeg vil dele denne viden med alle andre borgere i Syddjurs og omegn er ganske enkel. Jeg er stolt af analysen som politiker. I analysen vises der, at vi i Syddjurs ligger rigtig godt med den forventede BTP, som er på 66 procent, og vi ligger på 66,1 procent. Vi er sammenlignet med andre kommuner i resten af landet, og her er det, at jeg bliver endnu mere glad og stolt, for her er Syddjurs et rigtig godt eksempel på, at selvom vi er en stor landkommune, så klarer vores medarbejdere deres arbejde rigtig godt, når man f.eks. ser på Århus.

Man skulle jo tro, at Århus havde en højere BTP, når de ikke har så meget vejtid, som vi har herude på landet. Men tværtimod, ifølge de tal der er fra Århus kommune fra 2009 viser det, at deres BTP ligger lavere end os i Syddjurs. Deres ligger på 65,2 procent, altså 0,9 procentpoint lavere end os. Det kan virke ligegyldigt, og den store forskel udebliver, men jeg synes nu alligevel, at vi som landkommune og borgere i kommunen skal og kan være glade for, at vores medarbejdere er så dygtige, som de beviser, at de er.

Tal er dog en ting, og arbejdsmiljø er en anden ting. Derfor skal vi som politikere stadig være opmærksomme på, at det ikke er klaret uden hårdt slid og arbejde, hvilket vi også er. Derfor skal vi også være stolte af vores kommune og vores medarbejdere, som dagligt gør et stort og flot stykke arbejde for at holde kommunens økonomi sammen.
For uden dem var kommunen gået fallit for lang tid siden, når man ser på de hårde tider, vi har haft og desværre stadig har.

På trods af den svære økonomiske tid vil jeg gerne se fremad som politiker. Jeg ser frem til de investeringer, vi har afsat penge af til i 2012, bl.a. på psykiatriområdet. Det er et område, som har stået hårdt for skud og som er blevet tilsidesat utrolig mange gange, både lokalt men også nationalt. Derfor har jeg en tro på, at vi kan få styrket vores psykiatriområde i fremtiden, ikke kun i Syddjurs men også på landsplan. For her er der ligeledes et par utroligt dygtige medarbejdere, som får det hele til at hænge sammen.

Vores medarbejdere i Syddjurs kommune skal have et stort skulderklap for deres flotte arbejde.

Syddjurs er en erhvervsvenlig kommune

Af Kirstine Bille (SF), borgmester i Syddjurs:

Det er med nogen forundring, jeg den 13. april kunne læse Liberal Alliances folketingskandidat Birgitte Nymanns indlæg om Syddjurs Kommunes erhvervsvenlighed – eller påståede mangel på samme.
Vi har i kommunen et kompetent erhvervsteam, der uden betaling afdækker behov og ønsker hos virksomheden og også gerne fremlægger forslag til egnet placering. Dette har en lang række virksomheder erfaret i de seneste år. Hvorvidt virksomheden derpå ønsker at benytte sig af disse forslag er selvsagt virksomhedens egen beslutning.

At kommunens hjemmeside ikke skulle formidle erhvervsservice, står jeg ligeledes uforstående overfor. Ved blot et enkelt 'klik' på kommunens hjemmeside kan man under erhvervssiden se de mange muligheder, der er tilstede.

Man kan som det fremgår øverst på hjemmesiden vælge den direkte kontakt til kommunens erhvervskoordinator, der er behjælpelig med både virksomhedsetablering og dialog mellem virksomheden og kommunen som myndighed.

Er man til gengæld mere interesseret i iværksætterrådgivning eller udvikling af eksisterende virksomheder i form af eksempelvis vækstforløb, mentorforløb, eller etablering af faglige netværk henvises der tydeligt til kommunens professionelle erhvervsserviceoperatør i form af Syddjurs Erhvervsforening eller for virksomheder med et helt særligt vækstpotentiale til Væksthus Midtjylland.
At trække den gamle fortælling om Syddjurs Kommunes lange sagsbehandlingstid på byggesagsområdet stemmer heller ikke med virkeligheden, som den ser ud i dag. Der er aktuelt fem ugers sagsbehandlingstid på en byggesag. Og der er netop truffet politisk beslutning om en differentieret sagsbehandling der bl.a. prioriterer erhvervsvirksomheders behov. Dermed afviger Syddjurs Kommune ikke fra øvrige kommuner – det skulle da være til den positive side!

For at fortsætte den positive erhvervsudvikling, der kendetegner Syddjurs Kommune, er der behov for at fortælle om de mange positive historier og muligheder for erhvervslivet, som Syddjurs Kommune tilbyder.

Og ikke som Birgitte Nymann at bringe sejlivede myter om Syddjurs Kommunes manglende erhvervsvenlighed til torvs. Dette skaber ikke tillid eller et godt erhvervsklima.

Slutteligt vil jeg da ikke undlade at opfordre Birgitte Nymann til at bede omtalte virksomhed rette henvendelse til kommunens erhvervskoordinator, der vil sikre virksomheden en både serviceminded og erhvervsvenlig behandling.

Privatisering, tit en hindring for sund fornuft

Af Eigil Holm Nielsen, Medlem af SF:

Privatisering er ofte grunden til at mulige og fornuftige projekter kuldsejler.

Det er jo ikke sådan at privatisering ikke bliver understøttet massivt af VKO regeringen, ja. Private løsninger får ofte en fordel i konkurrencen med offentlige projekter. Tjener et privat projekt ikke penge nok, vil de gerne have snablen ned i den offentlige pengekasse.

Det er ikke kun bankpakker, manglende skattebetaling fra store selskaber, Københavns Lufthavns skatte unddragelse og erhvervs- og landbrugsstøtten jeg tænker på.
Nej vi oplever de samme ting på Djursland.

Når Molslinien ikke kan tjene penge nok til aktionærerne, selv om alle deres færgeruter giver driftsmæssigt overskud, så truer de med nedlæggelse af færgeruter, hvis ikke samfundet/skatteborgerne giver dem økonomisk bistandshjælp.

Når der planlægges offentlige stiprojekter med stor turist- , erhvervsmæssige- og rekreative værdier, så spænder private ben for udviklingen. Det sker ved Rugård og Stubbe Sø lige nu.

De tre vindmølleprojekter, der har været til høring i foråret, er jo også private projekter, hvor projektmagerne er gået over grænsen for hvad der er acceptabelt, bare for at øge deres indtjeningsmuligheder, og på den måde ødelægger de mulighederne for CO2 fri vindmølle energi i kommunen.

Prikken over I et er privatiseringen af den kommunale lønadministration, hvor den kloge narrede den mindre kloge.

Liberal borgelig politik contra SF politik

Af Eigil Holm Nielsen, Knebel. Medlem af SF:

SF gik for et år siden til valg på at føre en økonomisk ansvarlig politik, at få rettet op på kommunens katastrofale økonomi, indbyde til et åbent og fordomsfrit samarbejde i hele byrådet, indbyde borgere og kommunale medarbejdere til et samarbejde for at udvikle de kommunale tilbud. Derudover tilbød SF, at stille en person til rådighed, der var egnet til at løse denne opgave.
Det er SF politik, og det har vi holdt.

Liberal borgerlig politik så vi demonstreret på valgnatten, lukkede forhandlinger, blokpolitik og med Claus Vistoft som dynamo for denne politiske retning. Videre har vi set, at den liberale borgerlige blok gang på gang offentligt har miskrediteret de mange kommunale medarbejdere, der hver dag gør et stort stykke arbejde for at løse deres opgaver overfor borgerne og stiller deres viden og erfaring til rådighed for at udvikle kommunens service på en bedre og billigere måde.
SF har samlet byrådet og i enstemmighed fået valgt en borgmester og fået fordelt de politiske poster ved åbne og fordomsfrie samtaler. SF har stået i spidsen for et 2011 budget, hvor der ikke blev fremsat et eneste ændringsforslag, og som blev støtter på tværs af partiskel.  SF borgmesteren har ledet budgetprocessen på en helt ny og åben facon, hvor borgere og medarbejder blev inddraget før der blev laver budgetkataloger og økonomiforslag. Der er blevet lyttet til borgere og medarbejdere der er fremkommet med forslag til forbedringer af den kommunale service, og der er nu indledt et stort fremstød for at alle kan få indflydelse via de nye innovationsprocesser, der bliver indledt i denne uge.

SF har ikke lavet blokpolitik og har ikke fremført ideologiske forslag i perioden, det har der ikke været penge til. Aat få løst de økonomiske problemer og få hele byrådet til at samarbejde har været SF´s første prioritet.

SF stillede Kirstine Bille til rådighed for at lede byrådets arbejde, og hendes indsats har dokumenteret, at hun var den bedste til at forestå denne proces. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at når man først troede, at man havde borgmesterposten, så er det selvfølgelig ærgerligt, at det mere var fiction end virkelighed, og at blive slået af en kvinde kan jo også være hårdt for visse mandetyper. Kirstine blev kommunens borgmester ikke på baggrund af blokpolitik, men fordi hun var den bedst egnede.

Stort er ikke altid godt

Af Kim Lykke Jensen, byrådsmedlem for SF. 

Den borgerlige regerings udpegede rejsehold på skoleområdet har netop fremlagt deres bud på fremtidens folkeskolestruktur.

Rejseholdet foreslår: ”at skolerne fremover skal have en størrelse, så lærer- og ledelseskompetencer kan forenes med en effektiv ressourceudnyttelse”. Helt konkret bliver der lagt op til, at alle skoler skal have mindst 3 klasser på hver årgang. Det betyder, at en skole med 0-9 klasse ideelt set skal have et godt stykke over 800 elever for at fungere fornuftigt. Hvis regeringens rådgiveres plan bliver overført til Syddjurs Kommune, er der således kun Hornslet Skole, der kan komme i nærheden af at opfylde kravene til en faglig stærk folkeskole. Sikke noget bavl. Endnu engang et forslag, der stinker af ideologi, kassetænkning og supercentralisering. Et forslag, der måske kan overføres til Københavns kommune og andre storbykommuner, men er fuldstændigt urealistisk i stort set hele provinsen. Herunder naturligvis Djursland. Vi har eksempelvis nogle geografiske forhold at tage hensyn til, ligesom det heller ikke er uvæsentligt at bibeholde aktive lokalsamfund også udenfor centerbyerne.

Skolen er omdrejningspunktet for mange lokalsamfund. Og en by uden en skole, bliver nemt fravalgt af potentielle tilflyttere.

Hvis man ser bort fra Hornslet Skole, som er kommunens suverænt største skole, har resten af skolerne et elevtal, der ligger mellem knap 200 og godt 500 elever. I mine øjne en særdeles fornuftig størrelse, hvor det er muligt at have trygge og nære rammer for undervisningen og det sociale miljø.

I øvrigt er målet med rejseholdets anbefalinger, hovedsageligt at forbedre Danmarks placering i PISA-undersøgelsen. I den forbindelse er det lidt pudsigt, at man ikke har skelet til Finland, der indtager en suveræn førsteplads på listen. Det finlandske skolevæsen er kendetegnet ved, at der ufatteligt mange små skoler. Disse små skoler formår at skabe helt store resultater. Ikke blot i forhold til fagligheden og det sociale, men også i forhold til inklusionen. Finland er nok den mest rummelige skole i Europa - det kunne man godt tænke lidt over.

Jeg håber, at mine kolleger i byrådet vil nærlæse rejseholdets anbefalinger og ligesom mig konstatere, at der ikke er mange af deres anbefalinger vi kan bruge her i Syddjurs.

AKTUELLE AKTIVITETER:

 

29. maj (NB. Tirsdag) kl. 19: Medlemsmøde, tema / byrådsdagsorden, 3F´s lokaler på Solsortevej i Rønde.

 

18. juni kl. 19: Medlemsmøde, tema / byrådsdagsorden, 3F´s lokaler på Solsortevej i Rønde.

 

 

På de månedlige medlemsmøder er der mulighed for at debattere aktuelle emner med de øvrige medlemmer og byrådsgruppen. På hvert møde er der en temadrøftelse, hvorefter byrådsdagsordenen diskuteres.